Fald ikke for det første tilbud, når du handler guld

Har du en halskæde, et armbånd eller andre guldsmykker liggende, så kan du gøre det op i kontanter. Måske mange kontanter, for lige nu er guldprisen høj, og det vrimler med guldopkøbere, der er i skarp konkurrence. Guldopkøbere på nettet er den store nyhed.

Men ikke alle guldopkøbere er til at stole på, og ikke alle giver en fair pris, så du skal være godt forberedt og ikke falde for det første og det bedste tilbud. Den lokale guldopkøber er ganske givet parat til at give dig et tilbud, og der er ligeledes firmaer, der rejser rundt i landet og køber op fra det lokale hotel eller lignende. Det er dog langt fra sikkert, at det er her, du skal sælge dit guld. Ellers bør du på forhånd have undersøgt værdien af de guldting, du vil sælge.

Prisen afhænger af vægten og af karaten. 24 karat guld er meget blødt og ikke særligt slidstærkt. Derfor blander man som regel guldet med andet metal. Det bringer karaten ned, og hvis smykket er lavet i Danmark, kan man regne med, at det holder 14 karat. Hvis du har et større stykke guld, kan det måske betale sig at få karaten bestemt af din lokale guldopkøber – mod et mindre gebyr.

Herefter kan du gå på nettet og sammenligne guldopkøbernes tilbud og vælge det bedste. Vær opmærksom på, at prisen kan svinge fra dag til dag.

Vær samtidig på vagt over for firmaer, som kun vil modtage dit guld med posten. Spørgsmålet er nemlig, om de har en fast adresse, så man kan finde nogen at drage til ansvar, hvis man ikke er tilfreds. Du skal selvfølgelig også sikre dig, at guldopkøberen har en særlig bevilling fra politiet – det skal han have.